[:da]Af Jimmie Nolsøe / publiceret i Markedsføring og Børsen den 13. august 2013 

Din ”almindelige” hjemmeside er sandsynligvis for dårlig til at en stadig større del af mobil-brugerne, gider vente på at den loader. Efter 1-2 fejlforsøg forsvinder 78% af forbrugerne. Har du råd til at miste dem?
Grænsen er overskredet: Flere er nu online via mobil end PC. Et øjebliks uopmærksomhed svarer til at stille sig bagerst i køen, for brugerne vil have mobil-venlige hjemmesider, og de venter allerede foran online-butikkerne. 2013 er ifølge analysehuset Gartner det første år, hvor flere mennesker vil bruge en mobiltelefon til at komme online end en PC, hvor PC defineres som enten en desktop, notebook eller tablet.

Den mobile livsstil medfører ikke ligefrem tålmodighed og tolerance hos brugerne – nærmere det modsatte. Ifølge Compuwares undersøgelse ”What users want from mobile” (2011), forventer hele 78%, at et site loader lige så hurtigt på mobilen som på den stationære, og efter 1-2 fejlforsøg browser de videre i deres online-liv. Performance-presset på hjemmesider øges støt, så der er selvsagt god grund til at komme i gang med at få mobiloptimeret både sin egen og sine kunders hjemmeside. Her er tre simple overvejelser, man med fordel kan gøre sig, inden man kaster sig over den forestående opgave.

– 3 overvejelser før du mobiloptimerer – 

1. Er det pengene værd?

Inden man sætter sin programmør i fuld sving, skal man overveje, om det er pengene værd. Meget firkantet sagt kan det blive dobbelt så dyrt at få kodet en mobiloptimeret hjemmeside fra bunden, da programmøren i princippet skal bygge to hjemmesider: Én normal og én spejling af den normale, som er mobiloptimeret. Hvis ens hjemmeside er bygget bare nogenlunde fornuftigt og ikke er for tung at loade på et mobilt device, så vises den i de fleste tilfælde ganske godt uden at have gennemgået den mobiloptimerende operation. En snert af kongstanken bag optimeringsprocessen kommer dig med garanti til gavn på den lange bane, da et mobiloptimeret site gerne må byde på en anderledes brugeroplevelse end den normale hjemmeside, hvilket bringer os videre til overvejelserne om det unikke indhold.

2. Hvad gør dit mobile site unikt?

Lav en liste med tre USP’er, der retfærdiggør den tid, energi og de penge, du skal bruge på at få hjemmesiden mobiloptimeret. Det udstyrer dig også med nogle klare salgsargumenter, hvis det er til en kunde, der ikke helt forstår, hvorfor han pludselig skal kaste penge efter mobiloptimering. Kommer trafikken til hjemmesiden primært fra smartphones? Er der flash-grafik, som ikke vises korrekt på mobile devices? Eller bliver webshoppen alt for uoverskuelig at browse rundt i på en lille skærm? I nogle tilfælde vil det være fint med en 1-til-1 spejling af det nuværende site; dvs. at den mobiloptimerede hjemmeside har det samme indhold som den normale. Men hvis ét af tre ovenstående tilfælde gør sig gældende for hjemmesiden, kan investeringen i et mobiloptimeret site give en rigtig fornuftig ROI. Fremtiden for M-Commerce peger hvert fald kun i en retning, hvis man skal tro på statistikkerne.

Her er et par pointers taget fra Digby.com:

  • 4 out of 5 consumers use smartphones to shop (ComScore, 2012)
  • 48% use or would like to use a smartphone to shop while in-store or on the go (Cisco, 2013)
  • 80% of smartphone owners want more mobile-optimized product information while they’re shopping in stores (Moosylvania, 2013)
  • Within five years, half of today’s smartphone users will be using mobile wallets as their preferred

3. Hvad med mobil søgemaskineoptimering?

Når beslutningen om et mobiloptimeret site er truffet, skal der vælges mellem to forskellige måder at bygge sitet på. Og det er ikke helt ligegyldigt, hvilken tilgang man vælger, da det har betydning for hjemmesides placering i Googles søgeresultater, når den tilgås via en smartphone. Det handler om mobil SEO. Der er to måder at opbygge mobil-hjemmesider på:

  • Responsive Web Design, RWD: På en RWD-platform bygges både den normale hjemmeside og mobil-hjemmesiden i samme HTML-dokument. I RWD tilpasser hjemmesidens indhold sig til det device, brugeren besøger hjemmesiden fra; dvs. sitet skalerer automatisk alt indholdet, som derefter vises korrekt uanset om brugeren sidder med en smartphone, tablet eller laptop.
  • Device Specific HTML: På en selvstændig platform, hvor mobil-hjemmesiden bygges i et nyt HTML-dokument. Her skal man vælge mellem at bruge dynamisk URL eller flere URLs (såkaldte redirects). Forskellen er den, at ved brug af dynamisk URL afkoder hjemmesiden selv hvilket device brugeren kommer fra og loader herefter det korrekte HTML-dokument. Ved redirects omdirigeres brugeren fra en URL (fx forside.dk) til en anden (fx m.forside.dk), når brugeren besøger via sin smartphone.

I 2011 lancerede Google deres Googlebot-Mobile for smartphones, som er designet til at identificere smartphone-optimeret indhold. Det vil sige, der anvendes forskellige Google-bots til at søge på “almindeligt” indhold eller mobiloptimeret indhold, og mobil SEO er dermed en realitet.

Brugerne er allerede i gang med at besøge din online butik via deres smartphones, og de benytter den flittigt både før, under og efter shopping, og snart vil også dine kunder gerne have beskrevet forskellen på en normal og en mobiloptimeret hjemmeside. Der er kort sagt flere gode grunde til at gå i krig med mobiloptimerede hjemmesider og få styr på hvordan og hvorfor.[:]